Er du pårørende til en syg ægtefælle?

Er du pårørende til en syg ægtefælle?

Det er vigtigt at forstå, at de tabubelagte tanker, kan opstå på grund af udmattelse, afmagt og manglende selvomsorg.

Som pårørende til en ægtefælle eller en “ægte fælde”, der pludselig bliver alvorligt syg, vil automatisk sætte en nervepirrende, ængstelig og hård proces i gang. Lidt som at stå for enden af et bjerg mens du betragter en grødlignende lavamasse komme flydende imod dig. Både i stilhed og samtidig med lynets hast. 

Du kan hverken finde ud af at løbe eller blive stående. Derfor går du i en tilstand af at være fastlåst, samtidig med at du starter en slags flugt.

Du begynder på en indre overlevelsesrejse, hvor du forsøger at tæmme dine impulser til at skride fra det hele, og i stedet hanker du op i dig selv ved at være den person, du tror, du skal være over for din syge partner. Det betyder, at du stopper med at lytte til dine egne behov, til dine lyster og dine impulser. Du slukker for rettigheden til at grine, danse og græde. Du går på hold. Du afventer, samtidig med at du forsøger at gøre alt. Du er kort beskrevet fanget i et loop, hvor du ikke kan komme nogen vegne. Måske frygter du, hvad din omgangskreds vil sige om dig. Alle dine skyggesider bliver aktiveret. Du frygter at blive kaldt ligeglad og iskold. Du frygter, at nogen vil læse dine mest hemmelige og forbudte  tanker. Så vil du måske blive hængt ud af alle, som værende jordens mest tarvelige, egoistiske person på jorden. For hvordan kan du da få impulsen til at rejse på den anden side af jorden, efter du har skreget din partner ind i hovedet, at han eller hun suger al glæden ud af dig. Er du virkelig sådan et menneske hva’?   

Måske tænker du følgende: 

  • “Du kan sgu´passe dig selv!”
  •  “Du stjæler min frihed!”
  •  “Jeg føler mig fanget!”
  • “Jeg magter ikke at stå stand by længere!”
  •  “Er det virkelig meningen, at livet skal være sådan her?”
  • “Hvad har jeg gjort for at fortjene at stå model til al den modgang?”


Noget der rammer de fleste mennesker, er skam over at føle og mærke noget, som ikke ser “pænt” ud. Følelser og tanker som andre ikke vil anerkende.  Størstedelen af vi mennesker har lært at tilpasse os de miljøer, vi kommer fra. Det at kunne tilpasse sig i sit barndomshjem, er selvfølgelig en form for mental overlevelse. Vi vil altid kæmpe for at være en del af flokken, rette ind og lukke ned for vores egne følelser, når vi mærker, der ikke er plads til at vi bliver rummet. I krisetider, som i dette eksempel under ens ægtefælles sygdom, vil de mekanismer blusse ekstra meget op. 

Du får ikke taget dig tid til dig selv, da det måske knap er en option, du tænkte som muligt.

Dine egne behov for ro, gåture, egenomsorg, latter, dans, sang, kreativitet og alt hvad du plejede at gøre for dig selv, sætter du på hold og afventer tilladelse til at komme tilbage til livet. 

Dagene bliver måske til uger, måneder og år. Pludselig er du havnet i en fastlåst tilstand. En følelse af udbrændthed, boblende vrede, flugttanker og ting der er endnu værre end det. 

Først og fremmest, så mærk efter om ordene her fra teksten giver en slags genklang. Det kan være, du både mærker skam over, at du har haft det sådan eller en stor lettelse ved at mærke, at du faktisk er helt normal. 

Denne tekst har primært haft fokus på at være pårørende til sin syge ægtefælle. Men tankerne kan selvfølgelig opstå i mange andre konstellationer. Det kan være en forælder, dit barn, din bror eller søster eller anden tæt relation. 

Vigtigst af alt er at de tabuiserede tanker, som mange helt automatisk får, er noget, der kommer frem. Ingen grund til at shame sig selv. Men vigtigt at vide at der både er terapeutisk hjælp at hente, og at du mærker den indre tilladelse igen til at gøre gode ting for din egen krop og sjæl. 

Vi kan aldrig hælde af et tomt bæger.

Kontakt mig i dag for at høre hvordan jeg kan hjælpe dig.

Malene Dahl Olesen

Du kan kontakte mig på:
  29 84 55 39
  info@minpsykoterapeut.dk

eller via formularen herunder: