De fleste drømmer om at kunne navigere i egne behov, følelser, grænser og triggere, samtidig med at være lydhør overfor deres partners behov, hans/hendes væsen, at give plads til det hele, – OG være den perfekte version af sig selv, på alle planer.
Good luck babe…. velkommen til Det Frie Fald !
Som kloge terapeuter har udtalt, så forelsker vi os aldrig i den forkerte. Vi drages mod en person der både kan give os oplevelsen af at være hele, at føle os elskede og mødt i hele vores væsen. En person der kan forløse.
Men der hvor vi tændes, er den del, hvor usikkerheden opstår. Der hvor der skal kæmpes. Der hvor egne sår springer op på stribe. Her opstår lysten til at ville forløse hårdknuden. Oftest er det et tidligere traume eller en genkendelig oplevelse, af en måde vi heller ikke blev mødt på i barndommen. Måske et reaktionsmønster, fra en af dine forældre, som du pludselig oplever hos din partner.
Vi kan kun trigges, hvis vi ikke har været inde og arbejde dybt med egne sår.
Lige præcis den hårdknude, skal forløses inde i dig – AF DIG – og ikke af din partner. Man siger, at være i et parforhold, er en genvej til sin personlige udviklingsprocess. Det skyldes, at du ret ofte, bliver konfronteret med dine triggere og dine gamle sår, i samværet med din partner. Vi får meget nemt en forventning til at vores partner skal give os noget vi har brug for. Det kan være berøring, kys, sex, tjenester, komplimenter, gaver osv. Allerede her, sætter vi os selv i en rigtig sårbar og ikke-powerfuld position. Vi lægger ansvaret for vores eget ve og vel, over på vores partner. Vi fjerner ansvaret fra os selv. Vi afventer måske at modtage vores livs største forløsning og frisættelse. I virkeligheden kan man også sige, at din partner afspejler dine uhelede sider.
Tak for kaffe, siger jeg bare.
Det er altså nogle ret heftige længsler vi kan gå rundt med, i vores stille sind. Dybest set er det jo også bunduretfærdigt at stille krav til et andet menneske på den måde.
Man kan ihvertfald fristes til at spørge, om det er ægte kærlighed? For ubetinget, kan man altså ikke kalde det. Det kan mere komme til at lyde som en kontrakt, hvor man lige skal huske at læse alt med småt. For bordet fanger.
Oftest kan det opleves som om, at vi i et parforhold har fået uddelt specifikke manuskripter, med udpegede replikker. Sjovt nok, får de fleste konflikter det samme hændelsesforløb, da der jo ikke kan skabes nye resultater med den samme opskrift/handlemåde. Det er jo logisk når man hører det, men en ret kompleks størrelse, på livets virkelige scene.
Når noget skal ændres udenfor dig selv, skal noget kigges på i et dybere lag indeni dig selv. Her kan et voldsomt ubehag opstå, da det oftest er enorm sårbart.
Her hvor det bliver ubehageligt, er når vi skal på rejsen ind i skyggeland. Når vi skal ind og møde de sider, vi ikke elsker i os selv. Alt i os har bare lyst til at flygte. Vi får måske lyst til stimulanser for at fortrænge, vi projicerer vores eget selvhad over på vores partner, hvilket nemt kan ske, så længe vi er ikke er bevidste nok, om vores skygger.
Der er en enorm personlig gevinst ved at turde arbejde med sig selv. At bevæge sig ind i ubehaget og opleve at man ikke går i opløsning.
Et midlertidig ubehag med en langsigtet, god følelse, eller en stagneret position, hvor du bruger din energi på at gemme dine følelser af vejen og ramler ind i de samme udfordringer gang på gang.
Valget er altid dit. At drømme om det gode parforhold, kan ikke skabes uden at få forholdet til dig selv opdateret.
Jeg synes alle fortjener at give sig selv den gave.
De bedste hilsner fra psykoterapeut og healer
Malene
